Politisk Manifest

Brun blok

Jeg tager mig selv i fra tid til anden, at være mere sur end jeg plejer at være. Jeg tillader mig at tro, at dette betyder en del. At jeg på en eller anden måde er istand til at blive så rasende, at alt bliver urimeligt og meningsløst. Som en tilstand man på en eller anden måde lykkedes at forvilde sig selv ind i, og man har den ubehagelige følelse at man måske ligefrem er blevet så arrig, at man måske aldrig kan træde ud af den tilstand igen. Følelsen af at være uhelbredelig sur. Jeg synes som regel at træde ind i denne zone, når jeg har været i forbindelse med politik. Jeg har undret mig, svedt, vendt og drejet mig, i en søvnløs tilstand, hvor kroppen synes at forberede sig, opildne til kamp, eller måske retræte. Ganske uden at have noget at flygte fra. Helt og aldeles meningsløst. Det plejer som regel at være en indirekte udsættelse for politik. Det kan være ganske banalt. Jeg kan blot konfronteres med en der er istand til at vælge “side”. Min forvirring omkring politik er så enorm, at jeg ikke engang synes at være istand til at orientere mig.
Det tog mig lang tid at erkende. Også umiddelbart længere end jeg er stolt af. Ikke desto mindre synes jeg det er lidt af et gennembrud. Min angst, min vrede, er i virkeligheden fortvivlelse. Det min krop er oppe imod, er magteløshed. Vi er nu nået til et punkt, hvor jeg føler jeg bliver nød til at nuancere min personlighed. Jeg har fortalt at jeg kan blive vred. Faktisk helt urimelig og ubegrundet vred. Men jeg har også talent for at overdrive, og jeg gør det ofte. Men jeg føler samtidig det er et billigt trick, og jeg vil i denne sammenhæng insistere på at jeg har fremlagt mine følelser reelt. Når jeg fortæller jeg kan ligge søvnløs, med en forhøjet puls, som normalt er forbundet med hård fysisk aktivitet.

Fra tid til anden hører jeg at man i nogen grad skulle være herre
over sit eget humør. At man sådan set selv bestemmer om man har lyst til at være sur. Det scenarie jeg her har beskrevet, virker i særdeleshed som et af de steder, hvor dette burde kunne komme til ret. En omgang selvadministeret dose politisk ligegyldighed.
Men min pointe er at dette er ikke muligt. Fordi det er slet ikke
det politiske der er mit problem. Faktisk er jeg i et fuldstændig vakuum, hvad politik angår. Når vi tager højde for mit talent for at overdrive, og mit ekseptionelle talent for at blive mere end stikhamrende tosset, så lad det være sagt imellem dig og mig, at jeg faktisk er ligeglad med politik.

Når jeg går ned og stemmer er jeg ramt af den reneste form for ligegyldighed. De lange køer som i supermarkederne, helt instinktivt, får folk, på trods af nordisk armslængde distance, til at placere sig så tæt op den næste i køens røvhul, som overhovedet muligt, sikkert ud fra den betragtning at såfremt stemningen bliver så ubehagelig, alt selv ekspedienten, som ikke er en del af køen, vil kunne føle ubehagen og dermed skynde sig at afvikle den.
På valgdagen er køerne længere end noget jeg normalt udsætter mig for.

Dette til trods bliver jeg ikke ramt af samme trang til benytte den fornemme køafviklingsteknik. Når jeg omsider står i kabinen, på størrelse med et festivaltoilet, kigger jeg udover navne og hold. Jeg stemmer altid personligt. Jeg prøver at finde et miks. En der erkender behovet for den mest hardcore form for kommunisme i de statslige organisationer, vedkender sig den mest kyniske liberalisme i forhold til buraukratiske organer, samt naturligvis en pragmatisk, hverken kvælende eller fritstillende, regulering af det private erhvervsliv. Hvis ikke umiddelbart synes muligt at finde dette miks, plejer jeg at belønne den kandidat, med det mest idiotiske navn med min stemme. Jeg er istand til at sætte mig kryds, ud for den person, som har det tåbeligste navn, og er alligevel fuldstændig skærmet fra min fuldstændig urimelige vrede. Min urimelige vrede gør ingen forskel. Jeg tager altid en anelse senere på arbejde end jeg plejer, og stemmer på vejen, og håber dermed at køerne er en anelse kortere end dem som prøver at stemme uden at bryde deres almindelige hverdagsrytme. Dermed stemmer jeg sammen med det klientel i sydhavnen der lever af elefantøl og de virker præcis lige så ligegyldige som mig. Jeg kigger bare end anelse mere “væk” end man plejer i København, i håbet om at de ikke starter en pinlig alkoholisk samtale. Så håber jeg at de andre alkoholikere ikke har brugt stemmeboksen som festivaltoilet, men nogen følelser omkring valget synes ikke ramme mig. Intet sindsoprivende.
Hvorfor er jeg så så forbandet vred?
Det er ikke det rent faktisk at sætte krydset, der gør mig
harmdirrende. Min væsentlige pointe er, at det er det at jeg bliver bedt om det, der gør mere end almindelig stikhamrende tosset. På trods af at jeg er fuldstændig, helt og aldeles, ligeglad.

Dette kan umiddelbart lyde som to ret så mærkelige og modstrindende oplysninger, og her kan du måske, kære læser, begynde at tro at jeg er igang med at overdrive, eller kaster om mig med så mange modsætninger, at jeg håber en eller anden form for komisk situation kommer ud af det. Absurd humor.
Dette er ikke min intention. Jeg har allerede vedkendt jeg har en svaghed for at overdrive, men jeg vil igen trække kortet, hvor fuldstændig utroværdigt det end måtte forekomme og stadig insisterer på at jeg fremlægger mine følelser reelt.

Jeg vil gerne have du som læser accepterer at jeg er fuldstændig, helt og aldeles ligeglad med hvem der kommer ind i folketinget og mit forhold til selve valghandlingen er så ligegyldig, at jeg stemmer ud fra det mest idiotiske navn.
Og her bliver jeg igen nød til at trække på min efterhånden opbrugte kvote af troværdighed, og igen igen insisterer på at jeg fremlægger tingene reelt. Jeg stemmer rent faktisk efter hvem der har det dummeste navn. Fordi det er min redningskrans, det er mit kunstkneb. Der er min måde at skærme min hjerne på.
Det er en måde at foretage et rationelt valg. Det er den slags valg der er nemmest at tage. Hvor man på en eller anden måde begrunder sit valg.
Jeg bliver som borger i dette land, bombarderet med en hobe af
oplysninger, gerne præsenteret som fakta, ofte i direkte modstrid, at jeg ikke har en jordisk chance for at absorbere bare en perifer kerne af det. Når vi med jævne mellemrum bliver bedt om at tage stilling til hvem man gerne vil have til at repræsentere sig i demokratiet, foregår processen ikke med nogen form for rationalitet, de politiske orakler, synes endda at indrømme dette. Politik er følelser. Hvorvidt man er enig i det vil jeg lade være op til den enkelte, men min harme stammer ikke fra politik. Min harme stammer fra at jeg bliver bedt om at foretage et valg, et valg jeg bliver bedt om at foretage uden nogen form for rationalitet.

At dele noget op som rød politik eller blå politik er ganske enkelt intellektuelt fornærmende. Hele præmissen om at man bliver bedt om at vælge sin universalkur. Vælger man at anskue verden socialistisk? Jamen så kan man nok finde eksempler på fantastisk socialisme. Vælger man at anskue verden liberalistisk, jamen så kan man nok finde nogle fantastiske eksempler på at det netop er denne ideologi er herskerideologien, mirakelkuren.
Alene i kampen om at opstille rød og blå politik, som absolutte
modsætninger introduceres så meget nonsens at en egentlig “debat” ikke tjener noget formål.
At det kræver halvfems mandater at få flertal i folketinget burde være et faktum. Eftersom vi i danmark har mere end to partier, skulle det således være en ganske nem øvelse at overbevise sig om at med mindre et parti får halvfems mandater, bliver man nød til at finde andre mandater.

Den nuværende debat, hvis vi fokuserer den efter Regeringen
Thorning-Schmidt indtræden, har gået på at der er begået løftebrud. Man har lovet et før valget, og mener noget efter valget. Det jeg anfægter er det fuldstændig åbenlyse, som danmarks national poet (efter LOC) Kim Larsen advokerede for i sangen “Susan Himmelblå” fra 1984, med ordene “Men jeg kan ikke spå”. Kim Larsens tese synes at være at man ikke kan forudsige hvad der sker i fremtiden. Til trods for at hans begrænsede paranormale evner lykkes det ham alligevel at komme med en hensigtserklæring: “Hvis jeg ku’ Så loved’ jeg dig langt og lykkeligt liv”. Det fremgår altså at såfremt Kim Larsen opnår paranormale evner, burde kvinden Susan, blive tildelt både lykke og et langt liv af slagsen.

Indenfor politik, hersker der en så speciel form for indoktrinering,
at man kan overbevise mennesker om, at det er fuldt ud berettiget at forlange af politikere at de fremlægger en hensigtserklæring, og man står til regnskab for den, hvad enten man får tildelt evnerne til at få den til at gå i opfyldelse eller ej. For mig er det ganske ubegribeligt, på grænsen til det vanvittige. Men det virker som om alle leger med på legen. Her er det vi kommer ind til den centrale kerne, omkring min magtesløshed.

Når jeg bliver bedt om at stemme, har jeg to muligheder.
Jeg kan på et rationelt grundlag, forsøge at vælge en kandidat, der
kan repræsenterer mig i demokratiet, udfra de informationer jeg mener at have på kandidaten. Såfremt jeg ikke føler jeg er istand til dette, kan jeg vælge at lade andre træffe afgørelsen for mig. Det er konsekvensen, hvis man indrømmer over for sig selv at man ikke har evnen til at vælge en repræsentant, er der en anden, som er blevet præsenteret for den samme mængde nonsense, har truffet et rationelt valg, vel at mærke på dine vegne.

Det er her min vrede kommer ind i billedet. Såfremt jeg helligede al
min tid på det ville jeg stadig ikke være istand til at foretage et rationelt valg. Jeg vil gerne have min vrede anerkendt. Jeg vil gerne have et synligt symbol på min afmagt, og jeg vil gerne have at alle polikere kan se denne afmagt.

Mit symbol vil være et brunt jakkesæt, det skal helst være
lortebrunt. Og mit folkevalgte jakkesæt vil være det mest trolige deltager i demokratiets historie. Det vil simpelthen stemme ja til samtlige forslag, hvad søren det end måtte være. Det brune jakkesæt forsøger altså ikke at kortslutte noget.

Hvis de andre i salen har lyst til at stille et forslag, så ved de de kan regne med brun blok. Hvis der var nogen der ville stille et forslag om at invadere polen, vil det brune jakkesæt bakke op om denne ting. Nu løber det måske koldt ned af ryggen. Hvis det gør det, så bakker jeg op. Men lad mig i samme åndedræt konstaterer at vi rent faktisk i nyere tid har sendt danske soldater af sted. I en proces man om noget kunne diskuterer skete på nogen som helst rationel begrundelse.

Der hersker en hel og aldeles fastlåst situation i dansk politik.
Hvis du vil vælges ind, skal du være medlem af et politisk parti. Det er ganske enkelt utopisk at forestille sig at en løsgænger bliver valgt ind. Løsgængerer bliver enten valgt som ren og skær protest, eller de opstår som ren og skær protest. Ganske uden research vil jeg mene at reelle løsgængere, simpelthen ikke bliver valgt ind.
Her kommer anden del af brunt parti idegrundlag ind i billedet.
Udover at være en terapeutisk foranstaltning, hvis man mener at man som rationelt tænkende menneske ikke er i stand til at træffe en beslutning, ud fra de oplysninger, man meget sparsomt er blevet præsenteret for, skal man blot stemme på brun blok.
Direkte.

Skulle man derimod vælge at stemme på en kandidat fra brun blok, og vedkommende rent faktisk opnår nok stemmer til at blive valgt ind, vil vi stille kandidatens valgmateriale til synlig skue via det internet, som ellers i politisk forstand mest af alt er blevet brugt til at gemme eller manipulerer information. Kandidatens valgmateriale, vil uændret blive lagt frem til skue.
Brun blok er altså uafhængige af politiske ideologier. Vores kandidater må gerne være liberalistiske kommunister, eller det ene eller det andet. Det eneste der adskilder dem er, de kan ikke ændrer deres på deres valgprogram hvis de opnår alle blive valgt. De kan altså ikke gemme sig under partipolitik eller paranormale evner. De kan ikke blive valgt ind på proteststemmer, en stemme på en brun kandidat, kan kun gå til denne brune kandidat. En stemme på brunt parti, vil give en synlig måling på politikerlede på Christiansborg. En valgt politiker fra brun blok, vil derimod være noget så sjældent, som en folkevalgt løsgænger, ud fra holdninger han selv står for, med disse til klar skue, så du som vælger helt åbentlyst kan se hvilke rationelle handlinger der står bag at denne repræsentant for folkestyret, er valgt ind.

Brun blok!